20. dec2011
Bliver man dum af Scrum?
Vi gjorde op med Taylorismen for mange år siden, fordi den kynisk betragtede mennesker som maskiner. Nu oplever jeg at vi igen prøver at isolere udviklere fra den virkelige verden i Scrum-teams, hvor medlemmerne iføres skyklapper og kan koncentrere sig om udviklingsopgaverne medens andre (de kloge?) fungerer som interface til den virkelige verden?
Det vækker minder om mine udviklingsmiljøer i 70′erne og 80′erne hvor Planlæggeren havde kundekontakten medens Programmørerne kunne nørde med koden. Det holdt ikke dengang, så hvorfor skulle det holde nu?
Det er sikkert fordi jeg endnu ikke har fået min åbenbaring og set guden at jeg ikke falder på halen for Scrum….
Kommentarer til indlægget
Kommenteret af: Ole Jeppesen
Først af alt, tak for en formidabel blog Finn!
Dernæst må jeg nok give Brian ret og tilføje at det må dreje sig om en misforståelse fra din side hvis du mener Scrum er en metode til at adskille “kodekarle” og forretning – tværtimod.
Det jeg tror du har misforstået er nok en af Scrum- masterens roller der går på at afskærme teamet fra udefrakommende ændringer/indblanding i løbet af et sprint (typisk 3-4 uger).
Produktejeren har dog forinden et sprint påbegyndes givet sit input til prioritering af kommende opgaver OG i denne process interageret med både Scrummaster, arkitekt(er), designer(e) og “kodekarle” for netop at sikre at det som produceres i det kommende sprint er det som giver det bedste udbytte for kunde/forretning/system. Efterfølgende er det produktejeren som modtager den planlagte leverance. SÅ, der er masser af interaktion – men på bestemte tidspunkter i et ‘projekt’-forløb.
Det sværeste ved at introducere Scrum i en organisation er måske netop at få besat rollen som produktejer, hvis man ikke rent organisatorisk har en sådan i forvejen. Nogle organisationer vælger at lade projektlederen tage det officielle ansvar for denne rolle andre vælger en produktmanager eller en person fra salgsorganisatione. Det springende punkt er at rollen kræver en stor portion fokus til bestemte tidspunkter fra resten af organisationen – måske mere end man er vant til – og med langt mere tværfaglig interaktion end man er vant til.
Uanset hvilken metode man bruger i udviklingsforløbet ved vi alle at der er brug for en periode hvor man kan koncentrere sig om det der skal produceres uden ændringer hver dag – i Scrum har man bare været konkrete og defineret en periode på 3-4 uger hvor der timeboxes for at få indført så meget funktionalitet som muligt – dette kræver organisatorisk diciplin – derfor afskærmer scrummasteren teamet i denne periode.
Lur mig dog om den danske pragmatisme ikke giver en hvis metodisk frihed hvis organisationen er blevet klogere midt i et sprint og har brug for interaktion mellem alle involverede parter ;-)